
Om Filosofi i Skolen
Filosofi i Skolen er et udviklings- og forskningsprojekt ved Syddansk Universitet som i samarbejde med The Philosophy Foundation (London), Odense Kommune og lokale partnerskoler beskæftiger sig med filosofiske aktiviteter kendt som ”Filosofi med børn”. International forskning tyder på, at filosofiske aktiviteter styrker børns lærings- og udviklingsprocesser ved at forbedre deres kognitive og sproglige evner, samt deres dannelse, trivsel og det sociale liv i klassen.
Om ”Filosofi med børn”
Betegnelsen Filosofi med børn dækker over en bred vifte af tilgange til, hvordan man kan arbejde filosofisk med grupper af børn. Der er ikke tale om at undervise i bestemte teorier eller filosoffer. Derimod er Filosofi med børn en dialogisk undervisningspraksis, der understøtter børnenes nysgerrighed, øger deres evne til at reflektere og giver dem værktøjer til at samtale på en undersøgende og konstruktiv måde. For den lærer og/eller pædagog som faciliterer filosofi-sessionen, åbnes der op for at arbejde på en ny måde sammen med eleverne, og at lære ny sider at kende for den enkelte elev i kraft af den dialogiske form og indhold. En filosofi-session tager udgangspunkt i en historie, et dilemma eller spørgsmål, som eleverne undersøger i fællesskab. Det centrale er at eleverne får deres ideer frem og lærer at lytte til hinanden og argumentere. Før og efter selve sessionen vil der være en lille leg der fx skærper koncentration, øver samarbejde eller kreativ tænkning.
Hvert år planlægges der forløb på alle klassetrin, tilpasset elevernes alder og modenhed. Disse forløb understøttes af Centerafdelingens FiSkagenter, der er uddannet til at arbejde med filosofiske dialoger med elever med særlige behov.